Under en graviditet sker der mange ændringer i din krop, ikke mindst fysisk har du været udfordret. Dine mavemuskler er blevet svagere, din ryg har været hårdt belastet, og din bækkenbund har været virkelig udsat, både under graviditeten og ved selve fødslen. Det er derfor rigtig vigtigt, at du giver dig selv mulighed for at genfinde din tidligere form.
Efterfødselsyoga er en blid og på samme tid effektfuld måde at genoptræne, styrke, smidiggøre og afspænde din krop. På dette hold har vi særligt fokus på bækkenbund, mave, skuldre og ryg, men vi vil arbejde hele kroppen igennem, inden vi afslutter med afspænding.
Yoga efter fødslen er en gave til dig selv – et dejligt åndehul med tid til at mærke din krop igen, til at få åndedrættet helt ned i maven, finde ro og få ny energi.
Babyer er selvfølgelig mere end velkomne – de kan være med, kigge på, sove, spise eller hvad der lige måtte være brug for. Barnevognen kan stå lige uden for lokalet, og der er gode faciliteter både til bleskift og til at gå lidt fra, hvis der er behov for det.
Hvis I har lyst til at drikke en kop kaffe/te sammen efter yoga, er I meget velkomne til at benytte det store køkken/alrum, der ligger i nær tilknytning til yogalokalet. Det er også en mulighed, at du mødes her med din mødregruppe. Så laver vi yoga først, og I hygger bagefter – inde eller ude, som I har lyst til.